Home | News | Links | Ayp Bio | Contact | Live Concerts | Press
Half & Half in the papers

Ahh Yeah Productions

swab.gif

Den 27-01-03

Respekt eller bling-bling

Den midtjyske hip-hop lever og har det fint i det skjulte - Lørdag sendte DJ Swab sin soloplade på gaden

Af Jesper Wind jwi@herningfolkeblad.dk
billede
billede
Jesper Schwabe Andersen var ikke af den type, der var flest af, da han for ti å
r siden gik på Sunds Skole.
Han gik i store posede bukser og lyttede til mærkelig musik, hvor sangeren ikke sang og musikkens tunge rytme blev brudt af lyde, som når man skraber en skovl rundt i en trillebør.
Bukserne er knapt så posede mere, men det brændende engagement for hip-hop og rapmusikkens udtryk lever i bedste velgående hos den nu 22-årige Jesper Schwabe Andersen.
- Jeg kan huske, at vi var tre hip-hoppere på Sunds Skole dengang. De posede bukser har jeg lagt af mig. De var alt for besværlige at gå med.
Jesper smiler skævt ved tanken og fisker en Prince frem fra hardboxen.

DJ Swab
Det er lørdag eftermiddag på Fermaten.
De sidste lydprøver er i gang, inden Jesper samme aften skal præsentere sin første og nye plade »DJ Swab presents Half & Half«.
Det er et særsyn i Herning, at nogen udgiver en plade. Især inden for den lille niche, der hedder hip-hop og rapmusik.
- Jeg har arbejdet længe med pladen. Jeg har siden sommerferien sidste år selv indspillet den i studiet Galaxen her på Fermaten og i det nye studie Empire ved siden af teknisk skole ude på Lillelundvej. Jeg har lavet al musik mere eller mindre færdig og kontaktet de sangere, der er med på pladen, fortæller han.

Et liv som DJ
Jesper alias DJ Swab, er ingen hr-hvem-som-helst i det midtjyske hip-hop-miljø. Gennem de sidste otte år har han arbejdet som DJ. Han har været medarrangør af flere koncerter og undergundens modtræk mod det hæsblæsende diskoræs med chill-outs på Fermaten, hvor unge kunne slappe af. Der kom ikke et øje, men DJ Swab står fast i sit udtryk.
Han smiler på én gang overbærende og forstående ved spørgsmålet, om hip-hop ikke er degeneret til en musikstil med sexistiske negere, der vil skyde deres egen mor, voldtage alle andre og i øvrigt blot blærer sig med guldhalskæder og store biler.

Bling-bling
- Al den bling-bling og halvt vulgære udstilling af rapmusik trænger til et modtræk, og det har vi tænkt os at give dem, skriver DJ Swab i en pressemeddelelse.
På Fermaten siger han:
- Første gang jeg hørte Cut'n'Move var det fedt. Nu synes jeg, at det er forfærdeligt. Hip-hop som det, jeg har lavet, er den rigtige side. Jeg har lavet den her soloplade for at vise undergrunden, at der er en anden form for hip-hop, der også har humor og selvironi.

Blær
Det med blær er ikke DJ Swabs stil. Han virker nærmere ydmyg over for sit produkt under samtalen i det tomme Fermaten.
Det er da også en tonstung dyne af bling-bling, han er oppe imod personificeret i kunstnere som Eminem, der netop i disse uger er biografaktuel med den delvist autentiske beretning »8 Miles« om den hvide rapsangers vej til millionerne af såvel fans som dollars.

Bonderøve
Modtrækket i Herning er at hive alle bonderøvene frem.
De fleste kunstnere på DJ Swabs plade er jyder fra eksotiske storbyer som Hvide Sande, Ulfborg, Silkeborg og »Bumsestilen« fra Esbjerg, der udmærker sig med følgende kommentar til det årlige sammenrend i mudderpølen på Roskildes dyrskueplads:
»Ved Roskilde Festival er det mig,
der hersker
Jeg kører tværs gennem lortet
i en stjålet mejetærsker«.


Respekt
DJ Swab har sammen med to venner, Kennet Madsen alias »Zed« og Lars Hausgaard med kaldenavnet »Boogie« skudt 25.000 kroner i udgivelsen af pladen, der er trykt i 500 cd'ere og i 200 vinylplader med dj tools til gavn for andre pladevendere med hang til hip-hoppens cuts.
- Nogen som Eminem er blevet så store, at de kun laver musik for at tjene penge. Jeg har lavet min plade efter det, jeg godt kan lide. Selvfølgelig siger jeg ikke nej til at tjene penge på pladen, siger han, der læser musik på Den Frie Ungdomsuddannelse i Århus men tilføjer:
- Det vigtigste er musikken. Og respekten for det, jeg har lavet, siger den 22-årige Jesper Schwabe Andersen, engang Sunds, nu Herning.